Forebyggelse af thrombus spredningsstadiet

Der er ingen tvivl om, at udviklingen af ​​antikoagulantia direkte har fremmet behandlingen af ​​DVT.Antikoagulantbehandling kan forhindre forekomsten af ​​trombe, hæmme spredningen af ​​trombe, lette autolyse af trombe og rekanalisering af lumen, lindre symptomer og reducere forekomsten og dødeligheden af ​​lungeemboli.På nuværende tidspunkt omfatter antikoagulerende lægemidler hovedsageligt heparin, lavmolekylær heparin, warfarin, rivaroxaban og dabigatran.Hver af disse lægemidler har sine egne fordele og ulemper.Sammenlignet med ufraktioneret heparin kan lavmolekylært heparin subkutant eller intravenøst ​​reducere dødeligheden betydeligt.Blandt de orale antikoagulantia er warfarin meget brugt på grund af dets lave pris, nøjagtige antikoagulerende effekt inden for det effektive behandlingsområde (kræver, at det internationale standardiserede forhold er mellem 2 og 3).Men fordi warfarin er stærkt påvirket af fødevarer, er det let at få komplikationer som utilstrækkelig antikoagulering og blødning, og det er nødvendigt at overvåge koagulationsfunktionen regelmæssigt.I de senere år er der kommet en lang række nye antikoagulantia i bedet, såsom rivaroxaban, dabigatran, apixaban osv. den antikoagulerende effekt er præcis, blødningskomplikationerne er reduceret, og der er ingen grund til at gentjekke koagulationsfunktionen.

På nuværende tidspunkt foreslår nogle forskere, at lægemiddelbehandlingen kan opdeles i to faser i henhold til tidsdelingen på 3 måneder: Det første stadie kaldes det indledende aktive behandlingsstadium.Det udføres hovedsageligt inden for 3 måneder efter den indledende debut af dvt3, og det andet stadie kaldes det opfølgende tilbagefaldsforebyggende stadie, som udføres 3 måneder efter første fase af behandlingen.Accp9-retningslinjerne anbefalede først nye orale antikoagulantia.I den 10. udgave af American College of Chest Physicians (ACCP) retningslinjer er den største forskel fra tidligere, at nye orale antikoagulantia (noac), såsom faktor Xa-hæmmere (rivaroxaban, fondaparinux-natrium, osv.) og faktor IIA-hæmmere ( dabigatran osv.) bruges som førstevalg til behandling af VTE.Antikoagulantbehandling har en klar effekt, reducerer i høj grad blødningskomplikationer og kræver ikke genundersøgelse af koagulationsfunktionen.Det bliver yderligere fremmet hos almindelige patienter.Nye antikoagulantia kan generelt undgå gentagelse af DVT hos 80 % ~ 92 %.

Begrænsningen af ​​antikoagulantbehandling alene er, at selvom antikoagulantbehandling ofte bruges til at reducere trombe-tilbagefald og beskytte veneklapfunktionen, kan den ikke opløse tromben hurtigt.Selvclearing af trombe ses sjældent hos patienter med iliofemoral venetrombose, og resterende trombose kan føre til venøs klapskade og obstruktion af udstrømningskanalen, hvilket er årsagerne til den høje forekomst af post-trombosesyndrom (PTS).En observationsundersøgelse af forekomsten af ​​PTS efter DVT-antikoagulantbehandling viste, at forekomsten af ​​PTS var omkring 20 % ~ 50 %, forekomsten af ​​venøst ​​ulcus i underekstremiteterne var 5 % ~ 10 %, og forekomsten af ​​venøs claudicatio var 40 % efter 5 år.Omkring 15 % af patienterne havde bevægelsesforstyrrelser, og livskvaliteten hos 100 % af patienterne var nedsat i varierende grad.